Det ny Tonefilmsorkester
Lørdag den 4. og søndag den 5. september kl. 14.00
Oplev en sand perlerække af de bedste sange og melodier fra Cirkusrevyens første 75 år i teltet på Dyrehavsbakken, når Det ny Tonefilmsorkester i samarbejde med Revymuseet slår dørene op og armene ud til en pokkers hyggelig koncert i Riddersalens stemningsfulde haller.
Det kommer til at gå løs med gak og løjer samt velplacerede doser eftertanke, når klassikere som ”Hvem har du kysset i din gadedør”, ”Dit hjerte er i fare, Andresen”, ”Mariehønen”, ”En lille sang uden ord”, ”Solitudevej”, ”Før vi fik bil”, ”Livets gang” (”Pensionistvisen”) og mange flere lader sig inddrage i større eller mindre uddrag. Hør også glemte perler som den poetiske ”Grønne violiner” og den noget mere jordnære ”Rock mig i roll-ongen”, som hver især på forbilledlig vis er revybørn af deres tid. Som om dette ikke var nok, vil der også med usvigelig sikkerhed blive lejlighed til at opleve medlemmer af Ebba Blakdahl-balletten i det stort anlagte ensemblenummer ”Sandpapir”.
Det ny Tonefilmsorkester er et enestående indslag på den københavnske musikscene. Orkesteret består af 35 unge musikere og sangere, bragt sammen af en fælles interesse: Glæden ved sange og melodier fra tonefilmens, radioens og fjernsynets guldalder og ønsket om at puste nyt liv i toner fra en ellers svunden tid. I mere end ti år har Det ny Tonefilmsorkester bragt deres musikglæde ud til publikum i hele landet; altid serveret med deres helt særegne blanding af højt humør, musikalsk talent og god gammeldags livsglæde. Orkesteret serverer deres musik med et altid varmt glimt i øjet, stor respekt for musikken og et smittende godt humør.
Velkommen til det hele!
Del med dine venner på Facebook
Solisterier
Lørdag den 10. juli kl. 14.00
Solisterier – Simon Rosenbaum præsenterer
Malene Mortensen, Mads Vinding og August Rosenbaum.
Del med dine venner på Facebook
En pige med pep!
Marguerite – en pige med pep! er en forestilling om kunstneren, skuespilleren og mennesket Marguerite Viby. Hvem var hun, hvad drev hende? Denne spinkle, energiske, lille handlekraftige kvinde med det friske glimt i øjet? Den helt særlige tone i stemmen, fraseringen, det uoverlagte, vanviddet, timingen, humoren. Og dertil sødmen og det jordbunde, som gav hendes publikum en følelse af at være i familie med ”hele Danmarks Marguerite”. Det er Marguerite Viby – og så alt det, man opdager og overraskes over, når man dykker ned i hendes historie. Paradokserne, ensomheden og usikkerheden. Det komplekse, skrøbelige menneske, i den lille, veltrænede krop.
Viby debuterer i tid, hvor divaer bliver skabt over en nat, hvor publikums hyldest skal matche et velplejet image, på scenen såvel som privat. Det er en tid, hvor moralbegreber diskuteres og den offentlige mening er ubarmhjertig. Her starter Marguerite som dansemus og ender sin karriere som elsket og respekteret karakterskuespiller – en kunstner uden uddannelse men med en evne til at suge til sig og skabe sit eget kunstneriske udtryk som adskiller sig fra tidens gængse udtryk med sin lethed, hurtighed og skarphed. Det er det udtryk som rammer én med så stor kraft i sin originalitet, når man dykker ned i hendes mange præstationer.
Forestillingen skabes i spændet mellem rummets museale karakter og Marguerite Vibys modernitet, der ophæver kløften mellem fortid og nutid. En række musikalske og dramatiske punktnedslag i Marguerite Vibys liv kædes sammen i en dialog imellem Viby og skuespilleren Ina-Miriam Rosenbaum, der tolker Marguerite Viby’s vidt favnende materiale. Et moderne og nuanceret portræt af ”en pige med pep!” Forestillingen skrives af Jesper Malmose. Iscenesættes af Ulla Thordal-Christensen. Jan de Neergaard skaber en stemningsfuld og elegant scenografi til den lille scene. Og Peter Friis koreograferer. Ved klaveret sidder pianisten Henrik Baloo Andersen.
Forestillingen har premiere torsdag d. 12.august og spiller tirsdag-søndag indtil 3. september 2010.
Billetpris 125 kr.
Del med dine venner på Facebook
En besynderlig cabarét
Onsdag den 23. juni kl. 19.30
Torsdag den 24. juni kl. 19.30
Lørdag den 26. juni kl. 14.00
Søndag den 27. juni kl. 14.00
En Besynderlig Cabaret
med instruktørerne fra Årets Studenterrevy.
Reenberg-Lundgreen er et nyt underholdende makkerpar, der hver især har erfaringer fra bl.a. Boldhus Teatret, Teatret Bag Kroen, Det Danske Teater mm. Sammen har de nu etableret sig som en musikalsk duo under navnet Reenberg-Lundgreen.
På trods af deres korte samarbejde har de allerede optrådt på bl.a. teatrene Krudttønden og Teatret bag Kroen samt til privatarrangementer for bl.a. Københavns Kommune og TV2.
Et af højdepunkterne var deres optræden for H.M. Dronning Margrethe ved hendes 50 års jubilæum i Kongelige Mayestaits Acteurs.
Forestillingen tager pulsen på dagens Danmark og tager forskellige eksistenser, mere eller mindre kendte, under kærlig behandling. Forestillingen har kant, sommetider til kanten, men aldrig udover.
Entré: 75 kr.
Del med dine venner på Facebook
Rasmus Krogsgaard, årets revyfund 2009 i Revymuseet
Lørdag den 1. maj kl. 14.00
Rasmus Krogsgaard show.
Han er ikke fyldt 30, og alligevel er han allerede en garvet revyskuespiller med medvirken i mere end 15 revyer bl.a. Ganløse og Sønderborg, hvor succesen blev kronet med kåringen som årets revyfund 2009. Sideløbende har han gennem de sidste otte år optrådt med sit one man show. 1. maj præsenterer han sit seneste show, inden han igen skal på brædderne i Sønderborg Sommer Revy.
Arr. med støtte fra Kunstrådets Scenekunstudvalg.
Entré: 75 kr.
