Revybutik
Revymuseets butik sælger CD’er, bøger og noder. DVD’er med gamle danske film sælges for 50 kr stk.
Kom forbi og se, hvad vi har netop nu.

CD-serien “Den Danske Revy”
I anledning af 150-året for den danske revy besluttede Danske Populær Autorer at give tilskud til udgivelsen af 20 cd’er med originale pladeoptagelser fra perioden 1900-50 med dertil hørende revyhistorie fortalt og redigeret af Mogens Landsvig i tæt samarbejde med Ole Pilgaard. Mogens Landsvig er en institution inden for revyhistorien med sin store indsigt også i beslægtede genrer. Hans viden har glædet utallige radiolyttere igennem de 28 år han var programmedarbejder i Danmarks Radio efter at have afsluttet sin tilværelse som guitarist i Helge Jacobsen’s og bassist i Jørn Grauengaard’s orkestre.
Ole Pilgaard er seriens diskofile ekspert og ansat på Det danske Revymuseum. Museets pladearkiv er bl.a. blevet suppleret med plader fra eksperten Karl Aage Lunds private samling i Svendborg og lydteknikeren Claus Byrith har forestået overførslen af de gamle pladers optagelser til nutidens digitale cd’er. Den første cd i denne serie indeholder sjældne optagelser fra 1900-1910 med bl.a. Frederik Jensen, Dagmar Hansen, Jutta Lund, Valdemar Kolling og Victor Wulff. Nummer to og tre i serien indeholder optagelser fra 1910′erne med bl.a. Carl Alstrup, Carl Fischer, Olga Svendsen, Soffy Damaris og Schiøler Linck. CD’erne kan bestilles på museet. Prisen er 119,00 kr. pr. stk.
