Arrangementer

 Særudstilling lørdag d. 11. februar til lørdag d. 22. december 2017: ‘Hvem har bukserne på? Når mænd spiller kvinder og kvinder spiller mænd’.

Den måske vigtigste meningsdanner lige nu er seniorkorrespondent Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm fra Den Korte Radioavis på Radio 24syv. Eller rettere: komikeren Frederik Cilius Jørgensen som er personen inde i den skrappe journalist. Fra Shakespeare over Liva Weel, Dirch Passer og Ulf Pilgaard til Søs og Kirsten og Rytteriet griner vi og fascineres af at se skuespillere og komikere spille det modsatte køn. Hvad frigør det i kunstnerne, i kunsten, men også i publikum – det handler Revymuseets særudstilling “Hvem har bukserne på? – når mænd spiller kvinder og kvinder spiller mænd” om.

 Lørdag d. 25. februar kl. 15:00 – 16:00: Moderne Salon med Michael Eigtved som vært. Dagens gæster: Susanne Breuning & Rasmus Krogsgaard

Den moderne “salon” er genopstået i nyt regi på Revymuseet. Lektor i teatervidenskab Michael Eigtved har gæster på scenen til samtale om humorens væsen, latterens kemi og gæstens syn på (næsten) alting. Denne lørdag har Michael Eigtved besøg af Susanne Breuning og Rasmus Krogsgaard som er ved at lægge sidste hånd på en ny Kabaret om Knud Pheiffer, som har premiere på Café Liva d. 5. marts.

Entré: Kr. 125.-

Søndag d. 5. marts kl. 15:00 ‘Åben omvisning’

Kom og hør historien om den danske revy, de store tekstforfattere, de folkekære skuespillere og sangere, de spektakulære shows og de små ølkasserevyer. Om revyen som hyggelig underholdning eller nationalt samlingspunkt, om humoren som forløser og den befriende latter.

Almindelig museumsentré: Kr. 50 / 40 senior og studerende. Gratis for unge under 18 og medlemmer af Danske Revyvenner.

Onsdag d. 8. marts kl. 16:00 – 17:00: ‘Efter lukketid’ Temaomvisning i særudstillingen.

‘Hvem har bukserne på – når mænd spiller kvinder og kvinder spiller mænd’ Bliver satiren skarpere og det komiske endnu sjovere, når det formidles af en kvinde i mandetøj eller en mand i dametøj? Kig med i udstillingen og hør mere om, hvorfor vi bliver ved med at fascineres af og more os over kvinder i herretøj og mænd i dametøj.

Almindelig museumsentré: Kr. 50 / 40 senior og studerende. Gratis for unge under 18 og medlemmer af Danske Revyvenner. Bemærk: tilmelding nødvendig.

Lørdag d. 11. marts kl. 15:00 – 16:00: Solisterier arrangeret af Dansk Solistforbund.

Igennem mere end 20 år har Solistforbundet arrangeret koncerter på Revymuseet med et væld af fantastiske scenekunstnere. Her mødes publikum af de kendte og folkekære solister og de nyeste talenter indenfor revy, kabaret, komik og humor. Denne lørdag præsenterer Chresten Speggers skuepillerinderne Annie Birgit Garde og Maria Garde og pianisten Lars Boye.

Almindelig museumsentré: Kr. 50 / 40 senior og studerende. Gratis for unge under 18 og medlemmer af Danske Revyvenner.

Lørdag d. 18. marts 15:00 – 16:00:Moderne Salon med Rasmus Botoft og lektor Michael Eigtved.

Den moderne “salon” er genopstået i nyt regi på Revymuseet. Lektor i teatervidenskab Michael Eigtved har gæster på scenen til samtale om humorens væsen, latterens kemi og gæstens syn på (næsten) alting. Denne lørdag har Michael Eigtved besøg af Rasmus Botoft fra Rytteriet og muligvis også lidt af hans feminine side Else, hvis hun har tid midt i al virakken i kølvandet på hendes debut som museumsgenstand i Revymuseets nye særudstilling ‘Hvem har bukserne på’.

Entré: Kr. 125.-

Lørdag d. 1. april kl. 15:00: MMM Divas Kabaret Koncert.

Marlene Dietrich, Marilyn Monroe, Liza Minelli – 3 charmerende damer med et omfattende repertoire af skønne sange, som vi alle kender. Fra Hollywoods stjernebesatte film til 30’ernes dekadente natteliv i Berlin, henter Divaerne klassikerne frem i lyset. Bag de høje hatte, fjerene og de blanke stiletter, finder vi Hege Fuglesang, Helen Ann Buemann og Zofia Hedvard.

Entré: Kr. 125.-

Søndag d. 23. april 15:00 – 16:00:Moderne Salon med Mette A. Horn og lektor Michael Eigtved.

Den moderne salon er genopstået i nyt regi på Revymuseet. Lektor i teatervidenskab Michael Eigtved har gæster på scenen til samtale om humorens væsen, latterens kemi og gæstens syn på (næsten) alting. Denne søndag har Michael Eigtved besøg af Mette A. Horn og hvis vi er heldige får vi også et glimt af PrePen trods travlheden omkring hans deltagelse i Revymuseets nye særudstilling ‘Hvem har bukserne på’.

Entré: Kr 125.-

 

Billetbestilling:  Tlf.: 3810 2045, info@revymuseet.dk

Vi anbefaler, at du reserverer billet til afhentning på spilledagen, til de arrangementer hvor der er anført en billetpris. Til arrangementer hvor den almindelige museumsentré er adgangsgivende er det først til mølle, så kom gerne i god tid. Der kan ikke bestilles billetter til Solisterier.

Ret til ændringer forbeholdes