Om museet

Revymuseet er det eneste museum i Danmark med humoristisk og satirisk scenekunst som omdrejningspunkt. Museet formidler blandt andet viden om genrer som revy, comedy, operette, kabaret og stand up fra midten af 1800-tallet til i dag.

Museet har en fast udstilling med historiske nedslag i den ene del og skiftende særudstillinger i den anden del.

I den faste udstilling kan du gennem lyd og filmklip opleve og genopleve sketches og viser som blev folkeeje på grund af de morsomme og bidende tekster, de iørefaldende melodier og de karismatiske stjerner, der fremførte dem.

Du kan se gamle plakater fra 1920’ernes og 1930’ernes store revyer, og læse om blandt andet censur, om teatre og stjernerne fra humorscenen.

I særudstillingerne sættes der fokus på et særligt tema, en bestemt genre eller en eller flere kunstnere. I særudstillingerne vil du ofte kunne opleve genstande lånt fra private eller andre museer.

Endelig rummer museet en lille, men flittigt brugt scene, hvor man kan møde aktive scenekunstnere fra den populære scenekunst og arrangementer med forskere og formidlere.

 Museets historie

Museet er oprettet på baggrund af tekstforfatterparret Ida og Bent Froms private samling af genstande fra dansk revy.

Ida og Bent From var i deres karriere vidt omkring indenfor dansk revy og underholdning i det hele taget. Blandt andet er Ida From forfatteren til en af de mest evigt grønne sange fra det danske Melodi Grand Prix, nemlig ”To lys på et bord”, der blev sunget af Otto Brandenburg. I revyens verden var deres gennembrud den endnu i dag berømte vise ”Jeg gemmer mine tyve tønder land”, fremført af Osvald Helmuth.

Ida og Bent From opbyggede en betydelig privatsamling, som i dag indgår i Dansk Revyhistorisk Arkiv her på museet, og hvorfra en del af de udstillede genstande også stammer.

I 1993 åbnede museet i Haveselskabets Have under navnet Morskabsmuseet. Da det elleve år senere flyttede til de nuværende lokaler i Riises landsted i Allégade, skiftede det samtidig navn til Revymuseet.

I 2013 blev Revymuseet statsanerkendt som en del af paraplyorganisationen Frederiksbergmuseerne.